Boligøkonomi

Vis mig dit boliglån – Iværksætteren

posted by June Thomsen January 18, 2018

Hvert år står tusindvis af boligejere overfor beslutningen; Hvilket boliglån skal jeg vælge? Lønniveau, anden gæld, eventuel formue og familieforhold – og ikke mindst temperament – er nogle af de ting, der spiller ind, når man sætter sin underskrift på lånepapirerne. Iværksætter Lennart Christensen fortæller her, hvorfor han og familien valgte et flexlån med kort rente.

Navn: Lennart Christensen
Stilling: Medstifter og adm. dir. i Købersmægler.dk – gift med iværksætter Mika Wulff, stifter af og chefredaktør på Magasinet Lækkerier
Alder: 42
Boligtype: Klassisk Frederiksberg-lejlighed på godt 160 m2 og en dejlig grøn have, så børnene kan komme lidt ud. En planløsning med spisekøkkenet som omdrejningspunkt, da både min hustru og jeg bruger meget tid i køkkenet.
Bopæl: Frederiksberg C
Lånesum: 4 mio
Type af boliglån: F-kort
Afdragsfrihed: Ja, 10 år.
Banklån: Nej
Antal år i boligen: 1,5

Hvilken bolig boede du/I før?
En lignende lejlighed på Frederiksberg. Vi købte den som en god investering, istandsatte den, boede i den et par år og solgte den til den dobbelte pris, hvilket gav os mulighed for at købe en mere attraktiv lejlighed med samme lånestørrelse. Vores seneste lejlighed manglede dog en have, hvilket var en af årsagerne til, at vi valgte at flytte. Vores nye lejlighed vil jeg desuden betegne som en bedre økonomisk investering.

Hvorfor valgte du lige netop det boliglån?
Vi valgte et F-kort-lån, fordi det passer til vores boligprofil, vores tilgang til boligmarkedet og vores risikoprofil. Vi er typerne, som konstant er i markedet for en ny bolig og har måske også en flyttefrekvens, der er noget højere end gennemsnittet. Qua mit arbejde med køberrådgivning og boligoptimering har jeg alt andet lige en mere professionel tilgang til boligmarkedet og bruger selvfølgelig min viden til løbende at optimere vores boligsituation. Det er en af grundene til, at et lån som F-kort er det rette lån for os. Samtidig har vi en risikoprofil, som matcher denne lånetype.

Der er måske 10 faktorer, som har betydning for hvilket lån, vi vælger. De faktorer kan godt ændre sig over tid, så vi matcher en anden type lån. For eksempel når, børnene starter i skole, så ændrer vores profil sig i og med, at det vil have nogle andre konsekvenser at flytte ofte pga. den familiære situation. Det boliglån, vi har valgt, giver os maksimalt råderum i vores dagligdag og i vores måde at leve på. I alle de år, vi har haft flexlån (F-kort er dog et obligationslån, red.), har det været en rigtig god investering og det rette for os. Dermed ikke sagt, at det er lånetypen, som jeg nødvendigvis vil anbefale andre at tage – det kommer helt an på den enkeltes situation, risikoprofil, forventninger til fremtiden osv.

Hvad i jeres situation gjorde, at det her var den oplagte ide?
Vi er meget nøgterne i vores vurdering af vores boligsituation. Vi ved, at en ændring i behov, ønsker, følelser og indsigt i boligmarkedet kan betyde, at vi ønsker at flytte eller gøre noget drastisk indenfor relativt kort tid. Når folk får et nyt hjem, så er der mange, der har den holdning, at her skal de bo, til de stiller træskoene. Det er altid det helt rigtige at have hjertet og maven med i sine boligprioriteringer, men jeg ser måske en smule mere realistisk på det end gennemsnittet. Jeg er fantastisk glad for, hvor og hvordan vi bor, men jeg ved også, at der kan opstå nye behov og drømme ud af det blå.

Hvad er fordelene for dig/jer?
Fordelene er for det første den rent strukturelle opbygning af vores låntype, som betyder, at vi har minimeret et evt. kurstab ved at skulle indfri før tid i forbindelse med en flytning. Samtidig giver afdragsfrihed den ekstra luft i hverdagen, som vi har valgt at prioritere.

Havde du nogen betænkeligheder ved at vælge det?
En betænkelighed ved flexlånene er jo altid den makroøkonomiske situation og dermed potentielle rentestigninger, ændringer i bidragssatser etc. Det bliver man nødt til at forholde sig til, hvis man vælger den lånetype. Det er klart, at her er et fastforrentet lån jo en sikker havn. Men der har bare været for stort et gap mellem prisen på et flexlån og et fastforrentet lån, og det har betydet, at det fastforrentede ikke har været relevant og lukrativt nok for os. Jo mindre gap’et er rent prismæssigt mellem et flexlån og et fastforrentet lån, jo mere attraktivt bliver det fastforrentede jo.

Hvilken lånetype er du?
Jeg er nok den ‘opportunistiske lånetype’. Det, der ser ud til at være det økonomisk bedste for mig og min families situation, det er det, jeg går efter. Det betyder, at jeg ikke vil betegne mig selv som specielt risiko-avers eller risiko-villig. Både flexlån og faste lån er interessante – de kan noget forskelligt. Det, der matcher vores situation bedst, er det, valget falder på.

Hvornår bliver du som selvstændig stresset over din økonomi?
Hver måned :-). Ej, det er selvfølgelig en anden situation end at være arbejdstager. Men den rådgivningsvirksomhed, som jeg har opbygget med mine to partnere, den er på rette spor, og vi driver den med en fornuftig økonomi. Der er stor efterspørgsel på køberrådgivning, og jeg frygter ikke, at interessen for området forsvinder lige pludselig. Faktisk er det lidt sjovt for den risikovillighed, som jeg udviser privat stemmer ikke overens med den risikovillighed, jeg udviser i Købersmægler.dk. Jeg vil gerne have, at der er en ordentlig økonomi, og på trods af, at vi er en virksomhed med fokus på ekspansion og vækst, så insisterer jeg på at have en positiv bundlinie i vores regnskaber.

Hvad gør du for at få kontrol?
Jeg sørger for at holde mig orienteret. Det kan selvfølgelig også være tidskrævende, men for mig er det jo også en del af mit arbejde. På lånefronten kan jeg i øvrigt anbefale, at man får overvåget sit lån, så man løbende bliver informeret om, hvordan tingene ændrer sig. Så er der nogen, der gør det hårde arbejde for dig, og du skal blot koncentrere dig om, hvad det betyder for dig, og hvordan du ønsker at agere.

Mange mennesker stresser over deres økonomi, hvorfor tror du?
Fordi det er den mest grundlæggende faktor for at kunne holde sit liv kørende i det spor, man nu en gang har valgt at være i. Så jeg kan godt forstå det. Mister man sit job, hvor lang tid kan man så opretholde sin livsstil, og hvor lang tid er ens boligsituation bæredygtig? For mig er det vigtigt ikke at sætte sig så dyrt i det rent boligmæssigt, at man bliver slave af sit eget bolig-, forbrugs- og lånevalg. Det kan hurtigt blive årsag til skilsmisser, ulykkelige familier og stress- og angstdiagnoser.

Hvad er dit bedste råd til folk, der skal optage boliglån?
Mit bedste råd er at sætte sig ned og gøre sig klart, hvad man har det bedst med på et så oplyst grundlag som muligt. Når folk køber ny bolig, så er det min erfaring, at euforien omkring den nye bolig, indretning, istandsættelse osv. fylder utrolig meget og giver positiv energi. Det kan jeg godt forstå, men man skal gøre sig selv den tjeneste at være 100 % klar på, hvordan man ønsker at finansiere den boligdrøm, og hvilken betydning det har for en på kort, mellemlangt og langt sigt.

Går du med tanker om at omlægge lån? Med app’en SundayOwn kan du på få sekunder få et overblik over dine lånemuligheder – og lynhurtigt se, om der er penge at spare på dit boliglån lige nu. Er der ikke det, kan du få besked, når der opstår en fordelagtig mulighed for omlægning.

Du kan også læse, hvilket lån seniorøkonom i Realkredit Danmark, Sonia Khan, valgte, da hun og familien skulle bygge nyt. Eller kigge med på ejendomsmægler Jesper Lützen Christensen begrundelser for valg af lån.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev Sunday Update

Gør som 5500 andre læsere og tilmeld dig Sunday Update, så får du vores nyheder først.


Skjul besked

De her er også spændende

Leave a Comment