BoligøkonomiFeatured

Få råd til dine drømme – udnyt din friværdi

posted by June Thomsen June 20, 2017
Du behøver ikke nøjes med at drømme dig væk, med et lån i friværdien kan det blive muligt at tage et år ud af kalenderen og rejse verden tynd.

Går du med en drøm om at rejse jorden rundt, renovere huset fra kælder til kvist eller starte egen virksomhed? Renterne er historisk lave, så måske er det nu, du skal låne i din friværdi og forfølge dine eller familiens drømme. Tjek SundayOwn og få en estimeret pris på, hvad din bolig er værd. Har du friværdi, kan du nemlig komme et skridt tættere på at udleve dine drømme. Her er 10 måder, du kan udnytte din friværdi på.

1. Rejs jorden rundt

Mange drømmer på et eller andet tidspunkt om at vinke farvel til hverdagen og rejse jorden rundt, og for størstedelen forbliver det en drøm, der strander med opvask, arbejde og aftensmad. Men hvorfor egentlig det? Hvis du har en fornuftig friværdi i din bolig, kan et tillægslån betyde, at du og familien kan sende digitale postkort hjem fra Australien eller Brasilien et års tid.

2. Plej dit hus

Her er det virkelig klogt at tænke strategisk og undersøge mulighederne. De fleste boliger stiger i værdi, hvis der er energiforbedringer eller renoveringer, der forbedrer husets stand. Men nogle renoveringer medfører større værdiforøgelse end andre; renoverer du eksempelvis et nedslidt tegltag med tilhørende uudnyttet loft for 450.000 kr., og boligens værdiforøgelse stiger med 550.000 kr., fordi du får en ny, lækker førstesal… så har du både forbedret din bolig og forbedret din friværdi. Har du mulighed for at etablere en (sydvendt) altan på din lejlighed, kan din renovering potentielt også tjene sig godt ind.

3. Renover

Mens nogle renoveringer er win-win (forbedring af bolig, energibesparelser og større friværdi), er andre ikke helt så oplagte, hvis man kun ser på boligens værdiforøgelse efter renovering. Et nyt køkken, nye vinduer eller en ny udestue er eksempler på boligforbedringer, der ikke altid tjener sig selv hjem i form af en højere boligværdi – specielt fordi der også er store regionale forskelle på, hvad f.eks. et luksuskøkken betyder for boligens værdi. Til gengæld har den type renoveringer en blødere værdi; de kan medvirke til at forsøde din hverdag i boligen; de kan forskønne din bolig og gøre den mere indbydende at bo i. Hvis du nu altid har drømt om at bygge den gamle udestue om til et orangeri, kan det være en idé at optage et tillægslån og dermed få råd til din boligdrøm.

4. Køb bolig til børnene

Om få måneder går den store boligjagt i gang for landets studerende – især i de store universitetsbyer. Her kan din friværdi være en kærkommen hjælp til den datter/søn, der mangler et sted at bo. Op mod halvdelen af landets mindre lejligheder er forældrekøb, hvor forældrene f.eks. har taget lån i friværdien for at finansiere en bolig. Med det nuværende lave renteniveau vil et køb kunne skrues sammen sådan, at forældrenes udgift kan komme ned under 1.000 kr./md. for en mindre lejlighed i landets dyreste område; København. Andre steder i landet vil et køb næsten ikke kunne mærkes. Tal med din bankrådgiver om, hvordan et muligt forældrekøb kan skrues sammen for dig eller læs mere her. Når I er klar til boligjagt, så prøv SundayGo og få mulighed for at sammenligne lejligheder til salg og booke fremvisninger direkte i app’en.

5. Sol, sommer og sommerhus

Det er blevet billigere at låne penge til køb af sommerhus. Tidligere kunne man låne 60% af sommerhusets værdi i et realkreditinstitut. Det beløb er nu steget til 75%. Det betyder, at du som boligejer kun skal kunne finansiere 25% selv (eller optage et banklån). Det kan du evt. gøre ved at optage lån i friværdien og betale hele sommerhuskøbet med realkredit, hvis du vel at mærke har friværdi til det.

6. Start dit eget

Går du med drømmen om at starte et liv som selvstændig eller blive iværksætter? Så kan din friværdi måske hjælpe dig på vej. Dette tip er dog ikke for alle, idet det kræver en forholdsvis stor økonomisk buffer, netop fordi et liv som selvstændig ofte er ensbetydende med lav eller ingen indtægt de første år. Du skal med andre ord have regnet grundigt på fordele og ulemper ved at optage lån i boligen for at finansiere din drøm, så… you know the drill … tag en snak med din bankrådgiver eller læs mere her.

7. Gå ned i tid

‘Hvis bare jeg havde arbejdet mere’, er en sætning, man sjældent hører folk ytre på dødslejet. Det gør man til gengæld med ønsket om at have haft mere tid sammen med børnene, mens de var små. Friværdi i boligen kan også bruges til – i en periode – at købe sig til nedsat tid på arbejdsmarkedet – og dermed mere tid sammen med dem, der betyder noget.

8. Betal anden dyr gæld ud

Okay, det her punkt er måske det mest fornuftige og ‘kedelige’ her på listen. Men har du anden dyr gæld som f.eks. billån eller forbrugslån, er det oplagt at tage et ekstra realkreditlån og indfri den dyre gæld. Renterne på realkreditlån er historisk lave, og der kan være penge at spare ved at omlægge dyrere gæld.

9. Indfri dit banklån

Er din bolig steget i værdi, siden du underskrev købsaftalen? Tjek din boligs estimerede værdi på SundayOwn og se, om det kan være en idé at omlægge dine lån til at indfri hele eller dele af boliglånet. Boliglån er dyrere end realkreditlån, så også her kan der være mange penge at spare – også selv om der skal afholdes omkostninger ved at optage nyt realkreditlån.

10. Spar ned

Jo, den er god nok! De fleste har nok hørt parolen om, at det er vigtigt at spare op. Det er det bestemt også, men nogle gange kan det godt betale sig at ‘spare ned’. Det her trick henvender sig dog mest til pensionister. Ved at optage lån i din friværdi – også kendt som nedsparing – kan du bruge pengene til at forsøde din hverdag som pensionist, give børnene arveforskud – eller evt. gøre det muligt at blive boende i din bolig, hvis din pensionisttilværelse betyder en nedgang i din indtægt.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev Sunday Update

Gør som 5500 andre læsere og tilmeld dig Sunday Update, så får du vores nyheder først.


Skjul besked

De her er også spændende

Leave a Comment