BoligguideFeatured

Forstå salgsopstillingen

posted by Sussi Holm April 12, 2017
Forstå ordene i en salgsopstilling

Du skal måske bruge påsken på at finde drømmeboligen, men hvis det er første gang, kan de mange ejendomsmæglerannoncer godt lyde som sort snak. Bruttoudgift, BBR-areal eller energimærkning? Vi har i den anledning strikke en lille parlør sammen over de mest almindelig begreber i en salgsopstilling. Velbekomme.

Kontantpris

Det er den pris, boligen er udbudt til – og altså det sælger håber på at få for boligen.

Ejerudgifter pr. måned

Dækker over de udgifter, der er ved at eje boligen. Det kan eksempelvis være renovation, udgifter til ejer-/grundejerforening.
Udgifter som el, vand, varme er ikke inkluderet, fordi de ikke ses som udgifter ved at eje boligen, men som udgifter ved at bo i boligen.

Bruttoudgift

Bruttoudgiften er det, du sammenlagt skal betale det første år: afdrag, bidrag og rente.
Husk, den er udregnet efter nogle standardeksempler, så få din bank til udregne de præcise udgifter for, hvordan du strikker dit lån sammen.

Nettoudgift

Hvor bruttoydelsen er de penge, som bliver trukket fra din bankkonto, er nettoydelsen det, det rent faktisk koster at bo i huset, når der er taget højde for, at renteudgifterne på finansieringen kan trækkes fra i skat.

Bemærk både brutto- og nettoudgiften bliver ofte vist uden ejerudgifter, så dem skal du selv lægge oven i.

Udbetaling

Henviser til de 5%, du som køber selv skal kunne stille af boligens købspris.

Areal

Ofte den faktor folk ved, der bliver skruet lidt på, men hvordan?
Ejendomsmægleren oplyser typisk boligens BBR-areal, et bruttoareal, som er det højeste af arealangivelserne. Du finder en boligs BBR-areal ved at måle ydersiden af væggene i gulvplan. For ejerlejligheder lægges der lejlighedens andel af opgangen og lignende.

Grundarealet er grundens samlede størrelse, hvis der er et hus på grunden, så er det altså også indregnet. Tallet har især betydning for dig, der overvejer at købe en tom grund og bygge selv. Du må nemlig kun, som tommelfingerregel, bebygge 30 % af din grund.

Byggeår

Det er nok ikke begrebet her, der holder dig vågen om natten, for det er slet og ret året boligen blev bygget i.

Energimærke

Energimærkerne gør det lettere for den kommende boligejer at se boligens energiforbrug. Den laveste karakter en bolig kan få er G og den højeste i skrivende stund er A2020. Som du nok kan fornemme, udvikler energimærkningen sig hele tiden. Først fra A til A2010, til A2015 og nu til A2020. Vi bliver hele tiden bedre til at bygge lavenergihuse, men et hus i energimærkeklassen A2020 er alligevel en sjældenhed og ofte bistået af egne solcelleanlæg og jordvarme.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev Sunday Update

Gør som 5500 andre læsere og tilmeld dig Sunday Update, så får du vores nyheder først.


Skjul besked

De her er også spændende

Leave a Comment