BoligguideFeatured

Når du ikke er klar til at blive førstegangskøber

posted by Sussi Holm March 22, 2017

To velbetalte jobs, en god boligopsparing og teltpælene rykket hjem til familie og venner. Det lyder som starten på en historie, der ender i et boligkøb, men har det ikke været for Jakob og Tersse Fosen Kyed. I stedet for at kaste sig hovedkuls ud i et boligkøb, valgte de at stoppe op, tage en pause og give sig selv tid til at mærke efter, om drømmen passede til virkeligheden.

Efter flere år i en lejlighed i København, begyndte Jylland at trække i Jakob og Terese. De var begge flyttet til byen for at tage deres uddannelser, Jakob som bygningsingeniør og Terese som forstkandidat. Jakob kommer fra Højen syd for Vejle og talte varmt for Jylland som næste stop på ruten, og Terese, der godt nok er fra et villakvarter i Smørum på Sjælland, var ikke svær at lokke med. Hun så gode muligheder for et drømmejob og ikke mindst at udleve et stort ønske om mere natur og en hund.

”Vi startede med at flytte hjem til Jakobs forældre for lige at få et fodfæste, og begyndte ellers at kigge på huse, men det blev for hektisk, så vi endte med at tage en pause og lede efter en lejebolig,” fortæller Terese.

“Vi er nok begge to vanemennesker” uddyber Jakob, “og vi ville gerne teste os selv af. Ville vi egentlig det her? Især når vi har boet midt i en travl storby med cafeer og underholdning på alle gadehjørner. En af pointerne var også, at Terese skulle mærke efter, om hun kunne ‘overleve’ i Jylland uden sine veninder. Det var helt sikkert en af grundene til, at vi valgte at leje. Vi kiggede lidt på ejerboliger også, mest bare for at prøve.”

200 m2 nedlagt landbrug

Det var heller ikke hvilken som helst bolig, parret endte med at beslutte sig for at leje. De flyttede ind på et nedlagt landbrug midt ude i naturen og det bare ingenting. Her har de lidt over 200 kvadratmeter at boltre sig på, tre badeværelser, gæsteværelser, stort værksted og masser af plads til den schæferhvalp, der også hurtigt flyttede ind.

“Det har helt sikkert hjulpet med at afklare en del af vores forventninger til et nyt hus. Vi ved, vi både kan bruge og gerne vil have mange kvadratmeter. Vi elsker at have gæster, så det vil være en stor prioritet med gæsteværelser. Alle skal kunne gå i bad uden at stresse dem, der skal tisse. På mange måder har vi det perfekte nu, og det kan vi nok ikke se ud over,” fortæller Jakob.
Terese har dog også lavet andre observationer:

“Jeg er mere afklaret. Vi kan godt tåle at bo på landet. Og der er pizzaria i alle byer, og de bringer ud! Og folk kommer faktisk på besøg, når vi holder fester. Vi sidder ikke alene herude”.

Nu har vi prøvet det af

Jakob og Terese har nu næsten i et år boet i det lejede hus og føler, de har fået prøvet sig selv af som husejere og har for alvor skruet op for huskiggeriet med klare prioriteter. Især pendlerafstanden fylder meget for Jakob.

“Maks en halv time,” siger han, hvor Terese er indstillet på en længere transporttid, fordi hun er nyuddannet og vil tage, hvad hun kan få. I øjeblikket har hun 1 time og 10 min hver vej på arbejde. Det måtte gerne være mindre, men drømmejobbet betyder mere.

“Her hjælper det meget at bo her og lære området at kende. Så ved man, at de 25 kilometer her tager en time at køre, men de her 30 kilometer tager 25 minutter. Det er næsten som at få lov at overnatte i de huse, vi kigger på” fortæller Jakob og fortsætter: ”Det har været en god løsning for os at kunne bo til leje, men jeg er også træt af det nu. Eksempelvis er huset her dyrt at varme op, og der er intet, jeg kan gøre ved det. Jeg er lejer, og hvis ejer ikke synes, det er tid til nye vinduer, kan jeg ikke gøre noget.”

Det er især drømmen om det permanente hjem og kontrollen over, hvordan det skal være, som trækker parret ud på ejermarkedet. De sidste bekymringer er fejet af banen for dem begge to, og nu glæder de sig til at finde stedet, der skal være deres de næste 30 år. Mindst.

”Bliver man gladere for sin bolig, hvis man følger vores model? Jeg tror det ikke. Men jeg tror, vi får mere for pengene nu, fordi vi er mere afklarede. Vi skal ikke betale ekstra for en hestestald eller en ekstra længe, for det er ikke på vores prioritetsliste. Hvis andre byboer er stensatte på en landejendom, kan det måske være en god ide at prøve af. Vi har også lært noget om at handle ind, fordi du ikke gider ud og køre efter en liter mælk.”

Det kan være svært at adskille den ene bolig fra den anden, når man er på boligjagt over længere tid – som Jakob og Terese. Hvis du leder efter den perfekte bolig, så prøv app’en OpenHouse by Sunday. Med den kan du søge efter boliger, der matcher dit budget – og sammenligne alle de boliger, du kigger på ved at notere fordele og ulemper, antal m2, beliggenhed m.m. Du kan også booke fremvisninger direkte hos mæglerne.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev Sunday Update

Gør som 5500 andre læsere og tilmeld dig Sunday Update, så får du vores nyheder først.


Skjul besked

De her er også spændende

Leave a Comment